Brian Damgaard Hansen #160 Født 1963
Hvordan fik du interessen for motorsport?
Måske da jeg så speedway med Ole Olsen i fjernsynet i starten 1970’erne. Vi var nogle venner der startede med at køre i en skov, hvor vi havde lavet en lille bane. Det gik det meste af vores tid med, enten at køre på eller at skrue i knallerterne. Det var sjældent at de alle kunne køre. Det var en god tid.
Hvornår startede du?
Jeg startede med at køre på bane i 1978, det var knallertbanen i Skovsborg ved Kjellerup. Jeg kørte på en ombygget Puch VZ 50 ccm i klassen som hed ”købt tun”.
Dengang boede jeg i Hinge, ved mine bedsteforældre som ikke havde bil. Derfor stod crosseren i en garage i Kjellerup, sammen med nogle af de andres crosser. Der var en med bil der hentede dem, når vi skulle træne eller køre løb. Så tog jeg min knallert hjemme fra mine bedsteforældre og kørte til Skovsborg for træne. Når vi skulle til løb kørte jeg til Kjellerup for at komme op at køre med en af de andres forældre. Da jeg selv fik bil blev det noget nemmere, men det holdt kun et år, så havde jeg ikke råd til både at have bil og køre Cross, så jeg stoppede. Skovsborg banen lukkede i ca. 1981.
Det var et tilfælde at jeg kom i gang igen. I 1998 så jeg i avisen at der var indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i Kjellerup Cross klub. Det var noget med, der ikke var nok til bestyrelsen. Så jeg mødte op og så kom jeg i bestyrelsen.
Så skulle der køres klubmesterskab, denne gang på Knudstrup banen og da jeg lige havde fået samlet en Suzuki RM 125 fra 1981, kunne jeg da ligeså godt køre med. Senere afholdte Kjellerup Crossklub et motorløb, hvor jeg også deltog, og så var jeg jo i gang igen. Knudstrup banen lukker i 2000 hvor jeg også stoppede i bestyrelsen.
Hvad har du kørt på igennem tiden?
Den første var en ombygget Puch VZ 50 ccm – i 1980 blev det til en brugt Suzuki RM 125 fra 1979 og i 1981 blev det til en helt ny Suzuki RM 125 (den første Suzuki med vandkølet motor og mono affjedring) det var stort. Da jeg stoppede i 1983 blev den solgt. Efter jeg er begyndt igen, køre jeg på: Puch MC 50 ccm super 1978 – Suzuki RM 80 – Suzuki RM 125 – Suzuki RM 250 – Suzuki RM 465.
I 1998 havde jeg kun en crosser nu har jeg ca. 30 stk. hvor af ca. 10 kan køre og 6 som mangler at blive lavet. Ca. 14 som reservedeles cykler hvor nogle er adskilt.
Hvilke grene har du prøvet?
Kun motocross
Hvad syntes du bedst om?
Motocross
Hvilke baner husker du bedst?
Kjellerup – Bjerringbro – Mols – Hampen – Grenå var de 5 DMCU baner jeg kørte på dengang.
Hvem reparerer motorcyklen?
Det gør jeg stort set selv. Men jeg har nogle gode venner der hjælper mig, hvis jeg har noget i Aluminium der skal svejses, nogle bøsninger der skal drejes eller noget der skal laser skæres.
Hvordan ser du motocross fra dengang til nu?
Det var meget mere primitivt dengang.
Hvorfor er motorsportsinteressen dalende?
Måske fordi det er dyrt i forhold til så mange andre sportsgene. Forældrene skal jo også bakke op om det, for børnene kan jo ikke bare selv tage afsted ligesom hvis de gik til fodbold.
Hvilke tiltag gjorde at du startede i DCC?
Det var da EVO klassen blev startet.
Hvad kører du på nu?
Suzuki RM og Puch MC 50ccm super.
DCC ønsker dig alt mulig held og lykke fremover og håber vi ses mange år ud i fremtiden.