I 2016 åbner DCC op for en ny klasse af spændende klassiske motocross cykler. Det drejer sig om dem som de fleste af os faktisk startede på – nemlig 50cc
Mange af os bliver stadig varm om hjertet ved tanken om “Den hvide Aprilia”, “Den orange SWM” eller “Van veen Kreidleren”, for slet ikke at glemme “Puch’en”.
Jeg husker stadig da jeg skulle have ny Aprilia fra Finn Ingemann og den var i restordre, så jeg endte med Svend Ingemann’s aflagte DM cykel…en PUCH 50cc der bare trak igennem. Hvem der bare havde den cykel i dag. Den blev afløst af en HRD som jeg faktisk kørte på indtil jeg blev 18år og fik en Kawa 125cc EVO.
De af os der trådte vore barnesko i Luks eller 50cc DMU husker stadig disse legendariske 50 cc’ere, og vi har masser af gode minder og venner til fælles fra den tid.
Der bliver nu mulighed for at se og køre på dem igen, idet DCC har tilføjet 50cc Twin Shock klassen til DM serien for 2016. Dog køres klassen som en Cup klasse indtil den vokser sig stor.
Reglementet er tilføjet DMU/DCC reglementet og former sig som….. “50 cc Twin Shock Pre.82. Der anvendes cykler indtil 31.12.1981. Kørere der har Classic Licens eller andet DMU gældende licens for kørsel på stor bane. Køreres alder er fri, dog jf. DMU`s regler for kørsel på stor bane. Nummer plade farven skal være blå med hvide tal.”
Tag ikke fejl af 50’eren. Når der køres CEMAR finale i Linkøping er der ligeledes en 50cc klasse, og omgangstiderne for de bedste 50 cc’ere matcher top 10 i EVO, så der er høj intensitet på en 50 cc’ere også.
DCC har i flere år haft et landshold for 50cc, men der er plads til flere så har du din drengedrøm stående i garageren endnu, så få den fixet op og kom ud og køre race med de andre den 9. april i Næsteved og så fremdeles, ved de fem DCC DM afdelinger.